Sydafrika som rejseland — Garden Route
Garden Route (kan løseligt oversættes som ”Haveruten”) strækker sig cirka 200 kilometer, fra byen Mossel Bay i vest til og med Tsitsikamma Nationalparken i øst, ved Storms River.
Ruten går langs kysten, langs et stykke land der er ”klemt” mellem det Indiske Ocean og to forskellige bjergkæder, Outeniqua- og Tsitsikammabjergene.

Et frodigt landskab fyldt med liv og oplevelser
Den frodige beliggenhed giver masser af væde til både planter og dyr, og hele området summer af liv, både på jorden, i træerne og i havet. Langs ruten findes intet mindre end ti naturreservater, nogle af dem med helt unikke arter, og særligt fugle og blomster findes i næsten overvældende mængder.
En af de store attraktioner i området er vandreture langs de utallige ruter gennem de forskellige reservater – her er mulighed for alt fra korte, stemningsfulde gåture til længere vandringer, der strækker sig over flere dage.
En helt særlig oplevelse er en tur med Sydafrikas sidste damptog, Outeniqua Choo Tjoe, som snor sig gennem bjergpas, langs kysten, over floder og gennem tunneller - en nostalgisk rejse gennem et storslået landskab.
Varieret landskab med store kontraster
Landskabet i den vestlige del af Garden Route, ved byen George, er ret varieret. Byen George ligger på et fladt stykke land ved havet og er omkranset af bjerge.
Hvis du kører nordpå, ind i landet, forcerer du bjergene og kommer til byen Oudtshoorn, der ligger på grænsen til det tørre Karoo-område.
Klimaet her er perfekt til strudseopdræt, og området er da også spækket med strudsefarme, som tilbyder rundvisninger og endda rideture på de spøjse dyr.


Tropisk paradis
Tilbage på ruten og lidt længere oppe ad kysten kommer du til en række charmerende små byer, blandt andet Wilderness, som vel best kan beskrives som et lille stykke tropisk romance-paradis.
På den ene side af hovedvejen putter huse og villaer sig blandt frodigt grønt, og på den anden side ligger en 16 kilometer lang sandstrand, der visse steder er op til et par hundrede meter bred.
Magiske landskaber og frodige skove langs Garden Route
Længere oppe endnu kommer du til de lidt større, men stadig meget maleriske, byer Knysna (”najsna”) og Plettenberg Bay, som er vandsports- og sejlerparadis, og for enden af ruten ligger Tsitsikamma Nationalpark.
”Tsitsikamma” betyder ”stedet med meget vand”, og parken er en frodig blanding af smaragdgrønne skove, kuperet landskab, brusende floder og bække, rå klipper og skumsprøjt.
Blot du træder få meter ind i skoven er det som at være i en anden og lidt magisk verden, omgivet af fuglefløjt og grønt til alle sider.


Udsigter i absolut særklasse
Langs hele ruten er der små søer, floder, grønt og hyggelige gemmesteder så langt øjet rækker. Her er blomster, dyr og vand, og frem for alt udsigter der kan tage pusten fra selv den mest hærdede globetrotter.
Næste gang fortsætter vi et godt stykke op ad kysten og ankommer til Zuluernes domæne…

